søndag den 12. maj 2013

Agnete, novelle

Nora forlader Helmer 


Nora farer ud af døren med en følelse af selvsikkerhed, men også bedrøvelig. Hun har lige forladt sin mand. En kvinde som hende er meget modig, idet at hun modsiger sin mand og forlader ham. Hun føler at hun har besejret sin undertrykkelse som kvinde i dukkehuset. Alligevel er hun bedrøvet over, at hun nu skal stå på egne ben, og ikke kan støtte sig op af en så velhavende mand, som Helmer.
Alt skal nu gøres selv. Det er en stor ansvarlighed, som skal tages alvorligt. Hun tænker hele tiden over, om hun kan forsørge sig selv, og hvad hvis hun fik børnene. Heldigvis blev gælden streget og glemt, for hvordan skal hun dog klare det hele, hvis hun både skal sørge for børnene, gælden og sig selv? En umulig opgave, som hun ikke kan klare alene. Hun kan selvfølgelig få fru Linde til at hjælpe sig, men Nora vil hellere klare sig selv, end at få hjælp af andre. Hun vil vise overfor Helmer og andre, at hun kan være en selvstændig kvinde, som kan klare sig selv.
Hvis hun vil klare sig selv, bliver hun nød til at skaffe flere penge. Det vil være den eneste mulighed for at komme videre og starte på et nyt liv. Det skal være et job, hvor kvinden bliver brugt og respekteret meget.
Nora vil skaffe sig respekt. Hun vil tage børnene med sig. At man kan forsørge børn uden hjælp fra en husmand, ville være meget uafhængigt af andre. Hun beslutter sig for, at hente børnene, uden Helmer vil opdage hende. Derefter vil fru Linde og hende tage til England, for at starte på en frisk.
Idet hun vil hente børnene, når Helmer at se hende. Han stopper og hiver fat i hende. Det eneste Nora tænker på, er hvordan hun nu kan slippe væk med børnene fra Helmer.

onsdag den 8. maj 2013

Sarah og Mille - Noras skæbnespil

Da vi har lavet et spil, kan vi jo ikke rigtig uploade det færdige produkt her på bloggen. Men vi vil da lige fortælle lidt om det:

Det går ud på at komme igennem spillet ved at svare på dilemmaer. Hvert svar fører til et nyt dilemma, indtil man kommer helt ned i bunden til én af de tre skæbner, som Nora kan ende på. Det gælder om at svare ud fra, hvad man tror, at Nora selv ville have gjort. Man bliver altså nødt til at argumentere undervejs og forklare, hvorfor man mener, at Nora ville træffe netop dette valg.
Vi har lavet spillet ud fra hvad vi mente kunne være sandsynligt, at Nora kom ud for.
Spillepladen ligner lidt et slags edderkoppespind, hvor der er dilemmaer, der hvor trådene krydser hinanden. Der følger et stykke tekst med til hvert dilemma, som forklarer, den situation Nora er i, og dette fylder ca. 5 sider i word i alt.

Vi tager spillet med til næste dansktime (medmindre vi får andet at vide)
Glæd jer!

Asta Novelle/erindring


Den dag havde jeg endelig besluttet mig. Det var den dag, hvor jeg endelig var fri og endelig havde mulighed for at gøre præcist hvad jeg ville. Men alligevel manglede jeg noget. Jeg følte himlen som en tung dyne over mig, om end den var klar og skyfri. Mine tanker gik til det brud, jeg lige havde oplevet. Jeg overvejede kraftigt, om ikke jeg havde brug for et sted at sove, hvorefter mine tanker gik til den kære fru Linde – jeg havde jo egentlig fortalt Thorvald at det var der jeg ville gå hen. Hvor om alting er, jeg manglede et sted at sove, så jeg bevægede mig ned til havnen, for jeg ville ikke trænge mig på hos Kristine. Jeg overvejede, om jeg skulle søge ly ved kirken, men ombestemte mig, da jeg ikke ville nyde at lade Guds åsyn på mig. Det blev havnen, af alle steder jeg endte. Havnen var mørk nu, for næsten al aktivitet var blevet indstillet ved tusmørke, men fra de forskellige beværtninger langs kajen lød støj og højlydt musik. Jeg overvejede, om jeg skulle gå hen til en af disse beværtninger, men ombestemte mig – i sidste øjeblik. Døren til en af dem blev nemlig i det samme åbnet med et brag, hvorefter fire eller fem mænd tumlede ud. Det var svært at se noget, for lyset fra beværtningen strømmede ud. Det var dog muligt at ane at disse mænd sloges. Det så ikke ud til at være en helhjertet kamp, det var tværtimod en slags venskabelig nævekamp. Den ene af disse mænd kiggede op og så mig stå og stirre på dem. Han råbte til de andre, hvorefter de straks blev stille. ”Og hvor skal du så hen, unge dame?” spurgte den mest bryske af dem. Jeg svarede, at jeg ikke havde noget sted at sove for natten og bad ham om at tiltale mig frue, da jeg jo trods alt var gift. Han kiggede noget underligt på mig, kiggede kort på sine kammerater, hvorefter han spurgte: ”Du ligner en rar frue. Vi skal til Mallorca i morgen tidlig og vi mangler lidt kvindeligt selskab til min kone. Mon ikke en kahyt på et præsentabelt handelsskib med en god kvinde vil falde i din smag? Jeg vil selvfølgelig kræve en betaling.” Mens jeg overvejede dette noget impulsive forslag, studerede han mit ansigt og han var tydeligvis, selv i fuldskab, en dygtig menneskekender. Jeg besluttede mig for at sige ja. Jeg havde ikke noget at tabe, ikke noget liv at vende tilbage til, så det var en god mulighed for nyt selskab.
Efter et par timers hvile i kahytten med Kaptajnens kone, en bredbaget, midaldrende og rar dame, var jeg mere frisk end jeg havde været i mange uger. Skibet var sejlet for et par timer siden, da jeg gik op på dækket. Sollyset var nu fremme og jeg kunne se hele besætningen. I nattemørke havde de set bryske og en lille smule beskidte ud, men i fuldt dagslys var de faktisk meget kønne på hver deres måde. Kaptajnen, som var gift med Grethe, var en bredskuldret, langskægget mand med et glimt i øjet. Hans besætningsmedlemmer var også alle store, men ingen knap så bredskuldrede som han. En af dem var en lyshåret mand, han havde grønne øjne, mørke øjenbrun og så vejrbidt ud. Han kiggede så underligt på mig. De var alle i gang med deres.
Der fulgte adskillige ugers søsyge, fyldt med opkast og dårlige dage. Dette gjaldt ikke blot mig og Grethe, men også resten af besætningen havde deres ture. Da vi til slut nåede kysten, var vejret så meget varmere at jeg på ingen måde havde forestillet mig det. Det første hus vi så, var et stort, hvidkalket hus opført ud til kysten. Mallorca var smuk. Det hvidmalede hus, fik jeg fortalt, var ”Den Frie Ordens” kloster. Det var en religiøs sekt, som åbenbart accepterede alle, uanset køn eller religion. De havde en religion som omhandlede retten til det frie liv. Jeg besluttede mig for at tage hen for at kigge på det, men først ville jeg lige vænne mig til klimaet og samværet med andre mennesker.
Efter en byvandring, tog jeg tilbage til kysten og opsøgte det hvide, mystiske hus. Jeg gik op til porten og bankede på. En tynd kvinde lukkede op. Hun snakkede spansk, et sprog jeg havde lært på rejsen. Hun fortalte at der var lukket og at jeg ikke burde være der. Hendes blik var flakkende, prøvede på ikke at ramme mit. Jeg kiggede bag hende og så et par børn holde om hinanden. Jeg besluttede, at det ikke var muligt at komme efter mere her og derfor gik jeg tilbage til byen for at kigge på markedet med Grethe. Nede i byen, blandt geder og får, så jeg de to børn igen, hånd i hånd. Det var ikke muligt at snakke med dem, for de forsvandt hurtigt igen, men jeg ville gerne vide mere. Af den grund gik jeg rundt i byen og spurgte mig for. Alle sagde det samme – der var ikke noget at se, der var intet interessant i det hus. Men én sagde noget andet. En gammel mand fortalte, at huset var blevet overtaget for en del år siden og derefter var ingen kommet ud derfra. Som om ingen kunne. Jeg ville undersøge det straks efter.
Et vindue havde været åbent, så jeg var kommet ind. Heldigvis var der ingen mennesker i syne, da jeg trådte igennem vinduet. Jeg åbnede en dør, den eneste i rummet, og så, at den førte ud til en gang. Gangen var oplyst af fakler og nede for enden kunne man høre gråd. Det var et barn. Jeg gik ned til hende og satte mig for at snakke med hende. Jeg spurgte, hvorfor hun græd og hun svarede, at hun havde modsagt Gud og derfor var hun blevet straffet. Aldrig havde jeg set noget lignende. Hun havde fået 10 piskeslag over ryggen for at tage et stykke brød i køkkenet. Den lille pige fortalte mig hvad de lavede på stedet. Det var åbenbart en gammel præst som ejede huset. Han tilbød frisindede folk et sted at bo, til gengæld for lidt arbejde hver dag. Men, sagde den lille pige, i virkeligheden tog han bare deres penge når han vaskede deres tøj, hvorefter de jo ingen mulighed havde for at komme væk. Så satte han dem i Guds arbejde. Jeg tænkte mig om og følte, hvordan det billede jeg der fik malet af Gud egentlig stemte fint overens med det billede jeg ellers ville have forestillet mig Gud som. Gud snød og løj og bedrog folk i de gode menneskers navn. Det viste sig bare ved denne oplevelse at Gud ikke er anderledes, bare fordi man rejser til et landet land eller en anden kultur. 

Astrid, Gasha og Elisa


(Porten lukkes efter Nora. Et øjeblik vendes hendes blik mod huset, som hun nu forlader. Et hav af følelser drøner igennem den lille ensomme sanglærke.)

Nora: Aldrig! Aldrig mere skal denne kvinde ses som en sanglærke mere. Min fremtid ligger foran mig, og hvad angår mine små engle, så er de i deres faders hænder. Jeg må leve det liv, jeg ønsker. Farvel mine elskede små!

(Vinden vendes, en kulde strømmer mod Nora. Hun skynder sig væk med hurtige skridt. Duften af frihed får et lille smil frem på hendes læber.)

Nora: En ny begyndelse, frihed og glæde skal der være. Men for i nat må jeg finde læ. Fru Linde er mit eneste håb. Åh, den elskede kvinde. Men nu har jeg præcis den samme fremtid som hende.

(Nora går rundt om hjørnet. Regnen øser ned og det eneste lys kommer fra husenes vinduer. Fru Linde står i vinduet og kigger ud, da hendes blik rammer Nora for derefter at løbe øjeblikkeligt ud.)

Fru Linde: Nora! Åh, Nora, hvad har du dog gjort? Min kæreste ven, hvor ser du dog ud. Hvad har herren dog fået dig til?

(En kort stilhed opstår)
Nora: Åh, fru Linde, du er altid så snild mod mig. Jeg har forladt børnene og Helmer for altid. Det knuser mit hjerte, men jeg må finde mig selv. Nora har altid været gemt væk under Helmers status. Nora var bare en lille sangfugl, som ingen mening havde. Men nu, ja lige nu, Kristine, så det slut. Jeg må finde mig selv og være den person, jeg vil være. Ikke nogen sanglærke eller dukke, næææ nej, men Nora må jeg være.

Fru Linde: Jamen veninde dog, I må tale ud om det. I må finde ud af det sammen. Han er intet uden dig og du ligeså.

Nora: Nej, Fru Linde, du tager fejl. Hjælp mig eller lad vær, men jeg har truffet mit valg.

(De går indenfor. Nora får øje på Krogstad, og med det samme kigger hun rundt på dem begge, tager sin frakke på igen og går. Nora forsvinder ud i natten)  

(Nora går dybt begravet i sine egne tanker, da hun går direkte ind i Doktor Rank.)

Nora: Åh, hej Rank, det må du sandelig undskylde! Jeg gik her i min egen verden. Må man have lov at spørge, hvad De foretager Dem her i dette skrækkelige vejr og så midt om natten?

Rank: Jo, jeg kunne jo spørge Dem om det samme?

Nora: Tjo ser du, jeg har forladt Helmer. Fra nu af er jeg en fri fugl.

Helmer: Jamen, Gud bevare dig, min kære. Er det nu den rigtige beslutning?

Nora: Ja, aldrig igen skal jeg være underlagt en mands holdninger, der har dette fordrejede kvindesyn, som nu styrer samfundet.

Rank: Hmm ja dette kan jeg sagtens følge dig i. Han fortjener dig ikke. Måske kan jeg være det for dig som du står og mangler?

Nora: Ja Rank, du har jo altid været noget specielt for mig, men jeg tror, jeg må klare dette alene. Det er noget jeg skal bevise overfor mig selv. Farvel Rank. Måske ses vi en dag igen.

(Nora vender ryggen til Doktor Rank og svinder langsomt væk i natten uden at se sig tilbage. Målrettet, uden tøven, begiver hun sig ud i sit nye liv.)

(Endnu en fortsættelse dum dum dam)


Nora:
Aldrig mere skal jeg derind. Puha, jeg skal finde mig selv og ham.
(Kigger tilbage mod porten)

Nora
(Ser sig omkring, forvirret)
Hvor gik han nu hen? Han kan da ikke være gået så langt den ’’syge mand’’.  Han lovede at stå her.. ihh altså.

Nora
Der! Hallo! Vend dig nu lige om altså! Rank. Vent nu lidt

Rank
Nora, gør vi det rigtige?

Nora
Det står du bare ikke og siger nu, vel? Det var dog utroligt, jeg har jo ikke kun gjort det for dig, men for os begge.
(Tager Ranks hånd i sin)

Rank
(utilpas)
Nora, Helmer… Han er knust og hvad med dine børn? Du kan da vel ikke bare efterlade dem?

Nora
Rank, søde.. vi havde aftalt det her. Tja, det udviklede sig på en hel anden måde, men vi er skabt for hinanden. Det sagde du jo selv, Rank.

Nora
(går ned ad veje, slipper Ranks hånd)

Rank
(går efter Nora)
Ja, Nora. Men kan du opgive det så let?

Nora
(stopper brat)
Nej! Men du er grunden til jeg fik mod på det. Du gav mig håb og du lod mig være mig selv.

Rank
..lod?

Nora
Ja.. lod.. nu vil du bestemme over mig, ligesom Helmer. Det skulle jeg jo have vidst…

Rank
Eller måske, måske, er jeg bare en god ven.
(kigger ned, bekymret)

Nora
Overfor hvem? Helmer eller mig?

Rank
Jer begge to. Jeg synes ikke du skal blive hos mig.

Nora
Men hos Helmer kan jeg aldrig være mig selv! Han vil jo kun have mig som trofæ. Intet andet.
(irriteret)

Rank
Nora, jeg er mere syg end jeg beskrev. Jeg troede ikke du ville komme herned når du vidste.

Nora
Sikke en omgang sludder, du prøver bare at komme af med mig..

Rank
Bestemt ikke Nora. Jeg er syg og jeg syntes ikke dette kan fortsætte.
(går sin vej, uden at vende sig om)

Nora
Du er bare bange! Intet andet, vi kunne redde hinanden, men nu går du bare fra det hele?

Nora
Intet går da heller ikke rigtigt. Det er typisk for håbløse romantikkere og alle de falske og irriterende One Direction forbandede kærlighed sange!

Nora
(kigger lidt omkring på den ellers ødede vej)
Jeg må væk herfra. Storbyen er blevet et ødet sted for mig, her er ikke mere for mig at opleve. Folk er selvoptaget og slet ikke som dem derhjemme. Åh jeg savner det.

Nora
(Går alene ned af vejen)
Måske er det hjem jeg skal eller bare væk.. Jeg skal elske mig selv før nogen anden kan. Jeg skal finde mig selv

Nora
(Nede ved stationen, hopper på en vogn, sætter sin ipod på shuffle)
‘’I think part of me knew the second I saw him that this would happen’’

Nora
En Taylor Swift sang? Hvorfor ikke?

Nora
(Ligger sig tilbage, kører mod solnedgang og synger med på fulde hammer)

Et dukkehjem - fortsættelse

Nora:
(Nora går alene på gaden og ser et lykkeligt par længere fremme)
Årh hvor ville jeg dog ønske at det var mig og Thorvald der gik længere fremme. Gad vide hvor det gik galt mellem mig og Thorvald? Hvordan kan han have troet jeg har levet lykkeligt?

(Nora kommer tættere det det lykkelige par og ser at der er fru Linde og Krogstad)
Jamen hejsa. Hvad laver i to her?

Fru Linde:
Hej Nora. Vi er lige ude og spadsere en tur.
Hvordan har du det?

Nora:
Jeg har aldrig haft det bedre. Jeg føler mig fri.

Fru Linde:
Hvorfor så glad i dag? Er der sket noget?

Nora:
Har du ikke hørt det? Jeg er da gået fra Thorvald.

Fru Linde:
Ej det rigtigt? Det er jeg ked af at høre.

Nora:
Det skal du ikke være. Det var den helt rigtige beslutning. Jeg følte ikke jeg kunne være mig selv sammen med ham.

Fru Linde:
Hva', er der lige noget jeg har misforstået her? Det virkede da som om i havde det rigtigt godt sammen.

Nora:
Jeg har gemt mig bag en facade. Jeg har aldrig følt han har respekteret mig eller sat pris på min tilstedeværelse. Derfor har jeg valgt at forlade ham og børnene.

Fru Linde:
Jamen Nora. Hvordan kan du dog bare forlade mand og børn. Det gør man da ikke bare. Var der slet ikke noget du kunne gøre for at rede forholdet?

Nora:
Nej, det var den sidste udvej.

Fru Linde:
Hvad tror du ikke folk vil sige til det? Det er ikke normalt det du har gang i?

Nora:
Jeg er lige glad med hvad folk vil tro om mig. Lige nu er det eneste jeg tænker på at komme videre.

Fru Linde:
Det må du selv om. Jeg synes nok bare det er en lille smule forhastet. Jeg synes du skulle tænke dig om en ekstra gang.

Nora:
Jeg synes du skulle til at blande dig uden om. Du burde være glad på mine vegne og respektere mine valg. Jeg troede jeg kunne regne med dig...

Fru Linde:
Jeg har altid støttet dig i dine valg, men denne gang er du altså gået over stregen.

Nora:
Det er lige gået op for mig at du lige som Thorvald ikke var den rigtige for mig.
Jeg vil nu finde mig et sted med folk som vil respektere mig for den jeg er. Nogle som ville kunne gøre mig lykkelig.
Farvel Fru Linde..

(Nora forlader sine vante omgivelser og Fru Linde, Helmer og Krogstad ser hende aldrig igen)

Jacob, Digt, Hvor går Nora hen?


Livet i et dukkehjem, det bliver ikke glemt, man sgu tro det var et børnehjem

Thorvald er en mand, men der er stadig ting han ikke kan.
Han nedgør og forulemper, en som Nora hele året også i december.
Han føler sig bedre og klogere, imens Nora bare sidder og koger.
Nu vil Nora stå fast, med et ternings kast.
Hun vil ud i verden, så Thorvald føler smerten.
Kontrolleret af både Thorvald og far, det har sat sine ar.
Så Nora vil skabe frihed, eller i hvert fald lighed.
Hun vil yde en indsats, så Thorvald bliver sat på plads.
Selvom hun skal flytte fra sit palads, vil hun stadig have den førsteplads.
Hun skal ud og have noget erfaring, hvor hun må klare sig uden en opsparing.
Starte på en frisk, for at skabe noget episk.
Skaffe nye værdier, dem fra hendes vildeste fantasier.
Blive som en ørn, slut med at opføre sig som børn.
Hun skal tjene til livet, og ikke tage det forgivet.
Hun starter i de små, der begynder hun at få.
Hun skaffer resurser, efter arbejdet på forskellige kurser.
Hun lever ikke rigt, men fuldfører sin nye pligt.
Hun lever i det frie, nu hvor hun ikke længere skal tie.
Hun kommer ud med sit budskab, der fjerner følelsen af ejerskab.
Bare fordi hun er en kvinde, er det ikke umuligt at vinde.
Hun har bevidst hvad der skal til, for ikke at blive set som imbecil. 

af Jacob 1w

Hvor går Nora hen? Anna-Emilie


Hvor går Nora hen?
Der lød et kæmpe brag fra porten i gården. Helmer kunne se Nora vralte væk, hun så ganske velfornøjet ud. Nora selv var skam også ganske velfornøjet, hun havde det godt på trods af, at hun lige havde mistet størstedelen af hele hendes liv. Hun havde længe haft brug for, at få lidt frihed og lidt selvstændighed. Hun havde længe følt sig bundet, generelt ville hun bare gerne have lov til, at gøre som hun vil. Ikke længe efter, at hun var gået fra huset blev det mørkt, og gadelygterne tændte. Gaden var lidt skræmmende, men hun tænkte, at hun jo altid kunne gå hen til Doktor Rank. Hun var trods alt også lidt bekymret for ham efter det sidste brev de havde fået. Selvom hendes mange tanker fløj rundt i hovedet, gik hun lystigt videre og nød følelsen af den friske brise. Hun nåede hen til Doktor Ranks hus var klokken blevet mange. Hun bankede stille på døren. Efter længe venten åbnede døren og Rank kiggede forundrende på hende. ”Dav” sagde han med mistroisk stemme. Nora følte sig usikker ved Doktor Ranks stirrende blik. Hun spurgte stille om hun måtte komme ind. Han lukkede hende ind og hun satte sig stille i sofaen og kiggede rundt. Hun følte sig en smule utilpas, men lod bare som ingen ting. Nora syntes at Rank havde et sært og stirrende blik. Han satte sig ved siden af hende i sofaen og slog en arm om hende. Han virkede meget nærgående og Nora rykkede sig forsigtigt væk. Doktor Rank forstod den lille hentydning og rykkede sig tilbage i sofaen. Han kiggede undersøgende på hende og Nora begyndte at føle sig en smule utilpas. Hun sad og tænkte på hvordan alt det med troen på gud egentlig var. Hun havde jo sagt til Helmer at hun ville finde ud af det, men nu var hun alligevel ikke sikker på, at hun ville vide det. Nogle ting skal man bare ikke tænke yderligere over, og hvordan skulle hun egentlig finde ud af det. Måske var hun egentlig bare for naiv, at tro at hun kunne finde svar på sådan et stort spørgsmål. Hun besluttede sig for at spørge Doktor Rank om han havde nogen ide om hvordan det hele hang sammen. Han var trods alt læge, og så måtte han jo være klog. Nora brugte lang tid på, at formulere spørgsmålet i sit hoved. Hun ville virkelig ikke virke naiv og dum. Hun tog mod til sig og sagde forsigtigt til Doktor Rank der stadig sad i den anden ende af sofaen ”Jeg tænkte, nu hvor du er læge, er du jo så klog, det er man jo når man er læge. Hvad mener du egentlig om gud?” Doktor Rank kiggede undrende på hende. Han var længe om at svare, så Nora troede egentlig ikke, at han havde noget svar, men pludselig kiggede han på hende. Han lignede en der havde fået en åbenbaring og svarede ivrigt ”Ja! Nu skal du se, gud han er jordens skaber jo, det er i hvert fald det vi får fortalt. Men hvem ved? Måske findes han slet ikke. Der er jo egentlig ikke rigtig nogle beviser for at han findes.” Nora kiggede undrende på ham. Den havde hun nok aldrig troet hun skulle høre fra nogen, og da slet ikke så klogt et menneske som Doktor Rank. Men så måtte hun jo bare selv tænke videre. Den nat, fløj tankerne rundt i hovedet på hende. Hun var pludselig blevet i tvivl, måske fandtes gud rent faktisk slet ikke. Den tanke havde aldrig før faldet hende ind. Men nu var det indlysende. Hvis gud virkelig fandtes, så ville han vel have passet bedre på alle, folk blev så tit syge, fik økonomiske problemer eller andre ting. Dette gav mening nu, han var i virkeligheden bare en opdigtet frelser, der var fundet for, at give mennesket troen på livet og at det hele nok skulle gå. Men hvorfor leve hele ens liv på en løgn, denne del af det, gav bestemt ingen mening. Hun følte det som et stik i hjertet, at alle folk bare havde løjet for hende i alle disse år. Hun undrede sig over, om præsten overhovedet var klar over dette, eller om han virkelig levede lykkeligt på løgnen. 

Et dukkehjem

Minder fra tiden som husmor vil Nora helst have glemt, derfor har Nora valgt at forlade sit hjem
Nu står Thorvald tilbage, og kigger på de talte dage
Nora har fået øjnene op for friheden, og kan se positive ting ved ligheden
Hun forlader sin mand, hun har fået øjnene op for sine fornuftige forstand
Hun søger mod barndomskvarteret, hun er nu ikke længere paralyseret
Hun savner sine barndomsminder, hvilket hun så inderligt håber hun finder
Hun trodser samfundets normer, kan nu for alvor mærke vinden stormer
Hun spejder og leder efter bedre tider, hun håber på lys forenden af tunnelen, glemme alt der har været forinden, se mod de bedre tider, hvor hun kan høre de smukke fredelige fugle sidde og kvidrer
Hun vender hjem til sin far, men han er bestemt ikke rar
Historien Nora fortæller, falder ikke i gode hænder
Hun må videre som en enlig svale på flugt, hun overvejer om det hun gjorde virkelig var fornuft
Hun rejser i dagevis, får slet ikke noget at spise
Hun er oprørt og magtesløs, men mod er der i den tøs
Hun fortsætter sin rejse mod det frie, hvor hun ej længere skal tie
Langt mod nord finder hun fred, to børn er det eneste hun har med
Hun begynder at skrive sine ideer om den frie kvinde, hun håber så inderligt de en dag vil vinde
Hun sidder i bakkere bag det lille hus, hun har intet, hun lever så langt fra sus og dus
Men beslutningen hun stadig står fast ved, så længe hun kan leve i fred

af Andreas 


mandag den 6. maj 2013

Hvor går Nora hen? Gruppe: Line, Ruth, Olivia og Ulrikke

Vi har lavet en sang om hvad der sker efter at Nora forlader Helmer.


Hvor går Nora hen?
Melodi: Jeg ved en lærkerede

Vers 1
Jeg ved en fuglerede
hvor sanglærken bor
hun er så træt af hjemmet
og uudtalte ord

Vers 2
Helmer styrer Nora
som er hun marionet
hun nikker og hun smiler
og hun gør ingen spjæt

Vers 3
Det sorte kors på kortet
hvis afsender er Rank
straks Nora hun er klar på
at give Helmer bank

Vers 4
Hun smækker hårdt med porten
og Helmer han er trist
hans lille sangfugl synger
det allersidste pip

Vers 5
Nu er hun ingen sangfugl
hun flyver å så frit
hos Rank er arrangeret
et hemmeligt visit
Vers 6
Hånd i hånd de flygter
fra norm, værdi og pligt
de søger helst at leve
et liv i romantik

Vers 7
I Spanien de lever
forgabt i kærlighed
nu Nora er succesfuld
og mere ingen ved